Fjerde nyhedsbrev fra forskergruppen
Da vi i forbindelse med forskningsprojektet 'Efter selvmordet: Efterladtes psykosociale reaktioner og behov for støtte og tryghed – et retrospektivt, dybdegående, kvalitativt studie' har fået flere henvendelser fra de interviewede med spørgsmål som: hvordan går det? - hvor langt er I nået? - sker der i det hele taget noget?, har vi valgt at udsende et nyhedsbrev for at imødekomme disse henvendelser og forhåbentlig give svar på nogle af de spørgsmål, der optager deltagerne i projektet.
Status
Projektperioden har nu strakt sig over ca. 4 år, og der er på nuværende tidspunkt gennemført 135 interviews. Heraf er 41 interviewet (38 efterladte og 3 lokomotivførere) i fokusgruppeinterviews, mens 73 efterladte og 21 lokomotivførere har medvirket i individuelle interviews.
Mange af de interviewede informanter har desuden været med til at rekruttere familiemedlemmer til deltagelse, således at vi har fået flere interviews, end vi først havde fået tilsagn om.
Efterladte
De interviewede efterladte er grupperet efter arten af deres tab:
1) forældre, der har mistet et barn eller ung under 18 år
2) forældre, der har mistet et barn over 18 år
3) person, der har mistet en forælder, som barn eller ung under 18 år
4) person, der har mistet en forælder, da de var over 18 år
5) person, der har mistet kæreste, samboer eller ægtefælle
6) person, der har mistet en søskende
7) person, der har mistet en bedsteforælder
8) person, der har mistet et barnebarn
På nuværende tidspunkt er gruppen med bedsteforældre, børnebørn, forældre, der har mistet et barn eller ung under 18 år samt personer, der har mistet en forælder, da de var over 18 år næsten ikke repræsenteret, og det blev derfor besluttet at disse personer skulle findes via en fornyet annoncering via nyhedsbreve, hjemmesider mv. Dette indtil nu ikke resulteret i en markant tilgang til disse efterladte-grupper.
Vi vil derfor gerne opfordre de af jer, der har kendskab til familie og venner, der måtte befinde sig i en af de ovenfor nævnte (under-repræsenterede) kategorier, til at gøre dem opmærksom på projektet og evt. motivere dem til at kontakte os for at deltage i et interview.
Lokomotivførerne
Endvidere viste det sig særdeles vanskeligt at få gennemført fokusgruppe-interviews med lokomotivførerne. Af to planlagte fokusgrupper blev den ene aflyst, og i den anden mødte blot 3 lokomotivførere op.
Det lykkedes imidlertid ved Dansk Jernbaneforbunds mellemkomst at rekruttere i alt 21 lokomotivførere til et individuelt interview. Disse blev interviewet i løbet af foråret, efteråret og vinteren 2008/2009.
Analysearbejdet
Før det egentlige analysearbejde kan påbegyndes skal alle interviews udskrives fra bånd til papir/computer (transskription). Denne proces viste sig at være langt mere tidskrævende end beregnet, da interviewene er blevet meget omfangsrige og har således belastet vor økonomi ganske betragteligt. Efter transskriptionen kan det egentlige analysearbejde i form af kodificering af de enkelte interviews påbegyndes, og i forskergruppen har vi delt os op i tre 2-mandsgrupper, der hver især tager sig af udvalgte efterladtegrupper. Da interviewene som nævnt er af en betydelig længde, en del af dem fylder mellem 120 og 150 A4 sider, har denne del af analysen ligeledes taget betragtelig længere tid end projekteret og således belastet vores økonomi ekstraordinært.
Selve kodningen, der er grundlaget for den endelige data-analyse, bliver foretaget i et specielt program udviklet i Australien til analyse af kvalitative interviews, NVivo.
Økonomisk status på nuværende tidspunkt
På grund af de meget store udgifter til transskription samt tidsforbruget i forbindelse med kodningen er projektet løbet tør for midler i løbet af 2008.
Projektleder har af egen økonomi skudt midler i projektet, ligesom hun selv finansierer udgifterne til den fortsatte transskription af egen lomme. Transskriptionen er således i skrivende stund ved at være tilendebragt.
Perspektiver
Vi har i det sidste år løbende søgt om supplerende midler til at fortsætte projektet, dog uden held. Vi fortsætter dog bestræbelserne med at søge yderligere finansiering.
Sidste nyt
Det er lykkedes os i to tilfælde at få interviewet flere nærtstående efterladte til et selvmord. I den ene familie har vi interviewet far, ægtefælle, bror og søn, og i den anden familie har vi fået interview med mor, store søskende og bedsteforældre. Dette er forskningsmæssigt særdeles interessant, idet det giver os mulighed for at undersøge, hvordan dynamikken i en hel familie berøres af et selvmord.
På baggrund af de foreløbige analyser og erfaringer fra undersøgelsen har projektleder Elene Fleischer fået publiceret artiklen 'Ensomhed – selvmordets følgesvend' i 'Månedsskrift for praktisk lægegerning' fra april 2009. Artiklen kan i sin helhed læses på projektets hjemmeside www.efterladteforskning.dk
To af projektforskerne er nu gået i gang med at skrive en artikel om en udvalgt gruppe af de efterladte, som forventes publiceret i et internationalt fagtidsskrift. Tidshorisonten for denne proces forventes at være 1 til 1½ år.