Tredje nyhedsbrev fra forskergruppen Juni 2007
Det, du modtager her, er det tredje nyhedsbrev fra forskergruppen bag projektet:
”Efter selvmordet: Efterladtes psykosociale reaktioner og behov for støtte og tryghed – et retrospektivt, dybdegående, kvalitativt studie”.
Undersøgelsen er påbegyndt i 2006, og de planlagte fokusgruppeinterviews er blevet gennemført og afsluttet i efteråret 2006. I vinteren 2006 og foråret 2007 er desuden gennemført en række individuelle, kvalitative interviews med efterladte, 60 i alt. Forskergruppen arbejder nu målrettet med at gennemgå 32 af disse 60.
Rejst over hele Danmark
Forskergruppen, der arbejder med projektet (se deltagerne nærmere præsenteret i nyhedsbrev nr. 1, 2006) har rejst Danmark tyndt for at gennemføre interviews med efterladte, fra Lolland-Falster til Skagen, fra Nordsjælland til Esbjerg.
- Vi har kørt rigtig mange kilometer, men til gengæld står vi nu med et meget spændende materiale om efterladtes situation, fortæller leder af forskergruppen Elene Fleischer .
Forskergruppen har mødt stor interesse fra efterladte efter selvmord. En af de glædelige overraskelser undervejs har været, at mange efterladte har sagt ja til, at der blev inddraget flere familiemedlemmer til at deltage i interviews, end først aftalt.
- Det betyder, at vi nu, som et eksempel, har interviews med tre søstre, som hver især beretter om deres fars selvmord. Vi har også et barnebarn og en datter, som begge belyser mormor/mors selvmord. Forskellige reaktioner i samme familie kan være vigtige at se på, og også på det felt har vi mødt meget stor velvillighed. Det er vi meget taknemmelige for, siger Elene Fleischer .
Som leder af projektet er hun især glad for den åbenhed, hun har mødt fra de efterladte.
- Den spørgeguide, jeg fik udarbejdet inden projektstarten, har vist sig at fungere rigtig godt. Vi har fået virkelig mange gode tilbagemeldinger fra efterladte, som har været tilfredse med spørgsmålene. Det optimale, når vi laver kvalitative interviews er naturligvis, når de efterladte bagefter føler sig set, hørt og forstået, siger Elene Fleischer .
En kabale – og flere må gerne melde sig
Det har været lidt af en kabale og en stor udfordring for planlæggeren af forskningsprojektet, at få de mange interviews til at gå op. Alle medarbejdere er deltidsansatte, men de har været topmotiverede, og derfor er interviewrunden gået op i en højere enhed, fortæller Elene Fleischer .
Hun understreger, at der stadig er mulighed for, at efterladte kan melde sig som deltagere. Forskergruppen mangler især efterladte efter børns selvmord samt interviews med bedsteforældre der har mistet børnebørn.
Hvad med de pårørende?
På længere sigt ønsker forskergruppen også at tale med flere pårørende til efterladte.
- Hvis du fx er ægtefælle til et menneske, der har mistet en forælder ved selvmord, så er du i en meget belastet situation. Pårørende til mennesker, der har mistet ved selvmord, kommer let til at yde en enorm støtte, men ofte på bekostning af deres eget sorgarbejde. Er det en hustru eller en samlever, der har mistet barn eller en af sine forældre, yder manden ofte en stor psykologisk støtte, men på den måde får han ikke i tilstrækkelig grad bearbejdet sit tab af f.eks. en svigerforælder, forklarer Elene Fleischer.
Fra tal og kurver til levende mennesker
54-årige Henrik Schiødt, der er ansat i forskergruppens sekretariat, er oprindeligt civiløkonom. At han overhovedet er endt med at beskæftige sig med selvmord og efterladte skyldes, at han i 1991 kom i jobtilbud på Center for Selvmordsforskning i Odense, dengang under Unni Bille-Brahes ledelse.
- Det førte til fastansættelse og jeg arbejdede på centret i 12 år. Dengang mest med administration og økonomi samt med tal og statistik, for centret arbejdede i de første år hovedsageligt med kvantitativ, epidemiologisk forskning. Nu er jeg ansat af forskergruppen, som ser på efterladte efter selvmord, og det er helt nyt for mig, fordi vi her først og fremmest bruger kvalitative metoder, siger Henrik Schiødt. Fra tal og kurver er Henrik altså blevet kastet ud i en verden, som kommer betydeligt tættere på de levende mennesker, som selvmord handler om.
- Gennem de kvalitative interviews kommer der ansigter på tallene. Da jeg var på centret, var de efterladte ikke synlige, men nu kan jeg se, hvor vigtig en gruppe, de udgør. Den kvalitative metode er en fuldstændig omvæltning for mig, en helt anden måde at forske på. Det giver faktisk stor mening for mig, for selv om jeg stadig synes at statistik er vigtig, så er det mere interessant at forstå følelserne bag de selvmord der sker, det gør hele problemstillingen meget mere nærværende, forklarer Henrik Schiødt. Han slutter af med at give et eksempel på noget, der har berørt ham dybt, nemlig de lokomotivførere, der bliver anvendt som 'instrument' for andres selvmord, og som gruppen også forsker i.
- Jeg har stået for at organisere interviews med denne gruppe som en del af vores forskning. Derfor har jeg talt med en del af dem, og det har gjort dybt indtryk på mig. De er ofte begyndt, helt spontant, at fortælle deres historie, når jeg har ringet for at træffe aftaler, og det har da også været voldsomt at lægge øre til og krævet supervision. Men jeg kan godt forstå, hvorfor de har dette behov for at fortælle deres historie igen og igen, og det er i den sammenhæng jeg forstår værdien af den forskning vi bedriver. Har du blot talt med én efterladt bag et af disse selvmord, så forstår du pludselig, hvilken utrolig byrde, et selvmord lægger på det enkelte mennesker, siger Henrik Schiødt.
Søger nye midler
Forskningsprojektet om efterladte efter selvmord vil gerne udvide projektet på baggrund af det materiale, der allerede er indsamlet.
- Vi kan se af vores materiale, at vi kan forske i flere områder, end først antaget. Det sker ofte i en proces med mange kvalitative interviews, at der opstår nye muligheder i projektet. Derfor er vi gået i gang med at søge supplerende midler, forklarer Elene Fleischer.
Ønsker kontakt med ny-efterladte
Forskergruppen ønsker mere viden om efterladte efter selvmord, hvor selvmordet er sket inden for det sidste år.
Gruppen har talt med mange, hvor selvmordet er sket før 1998. Efter denne periode har der imidlertid dels været en national handlingsplan for selvmordsforebyggelse, som løb over fem år, dels udkom Inger Annebergs bog ”Sorgen ved selvmord, en bog til de efterladte” i 2002. Det er tiltag, som kan have haft betydning for efterladte efter selvmord.
- Både handlingsplanen og nogle af modelprojekterne, som fik støtte og bogen til de efterladte har været med til at nedbryde tabuer og synliggøre efterladtes særlige problemstilling. Derfor må efterladte, som har mistet efter 2006, meget gerne tage kontakt, siger Elene Fleischer .
Kontakt
Efterladte og pårørende, der gerne vil bidrage til forskningsprojektet om efterladte kan kontakte Elene Fleischer på telefon 2860 3484 ( husk at lægge et telefonnummer og en besked, så Elene kan ringe tilbage eller mail fleischer@elene.dk
|
